Kunstnerisk inspiration fra Japan

Tim Pallis

Japan er kontrasternes verden. Modsætningerne viser sig side om side til stor forundring for de besøgende. Vi kan f.eks. på TV iagttage et strengt formelt kronprinsebryllup. Kameraet sumer ind på det bukkende par i det stive puds. Pludselig afsløres et kort glimt af munterhed imellem dem, en lethed i den formelle facade. Det sensuelle og det ritualistiske strider ikke imod hinanden i Japan, skønt de er kontraster.

Japanerne er altid overdrevent korrekte og høflige synes vi. Men pludselig ser vi en barnlig glad statsminister på sushi bar sammen med Præsident Clinton - det uformelle i det formelle. Frihed og disciplin er ikke modstridende i Japan. Et Zen buddhistisk ordsprog siger: Albuen bøjer ikke udad. Vi tror det er en begrænsning, men nej det er et udtryk for frihed. Japanerne har et særligt talent for at bringe det kunstfærdige i overensstemmelse med det naturlige, og at forlene modsætningerne med hinanden.

Japan fascinerer igen, og det er der grund til. På Glyptoteket kan man til slutningen af august se en pragtfuld udstilling af japanske træsnit, som billedhuggeren Jan Buhl har tilrettelagt for Dansk Japansk Selskab. Jan Buhl er en virkelig fin kender af ukiyo-e, de japanske træsnit. Han er en stor samler af ukiyo-e og har siden sine drenge år samlet de bedste af sin art, som selv Ota museet i Tokyo og Victoria and Albert Museum i London kan misunde ham.

Til denne enestående udstilling er der lånt ind fra samlinger og samlere overalt i Danmark, og der er sjældenheder, som man ikke vil få lejlighed til at se igen i mange år fremover. Jan Buhl har sørget for, at billederne er meget smagfuldt indrammede og hængt smukt op, så man kan følge en udviklingshistorie.

I det det store flotte katalog med 150 farvelagte helsider til en spotpris af 150 kr. fortælles om en særlig række træsnit på udstillingen, som inspirerede de europæiske forfattere og kunstnere i 1800-tallet. I 1860'erne kunne man i en butik på Rue de Rivoli i Paris ved navn Den kinesiske dør købe japanske træsnit og andre japanske ting og sager. Inden længe blomstrede den japonisme, som fik så stor betydning for udviklingen af impressionismen, art nouveau, jugend og skønvirke.

Verdensudstillingen i Paris i 1867 var det kulturelle og kunstneriske miljøs første møde med Japans kultur, og Vestens kunstnere blev dybt fascineret og inspireret af de japanske kunstneres måde at arbejde og udtrykke sig på. Man så pludselig, at den europæiske kunst var havnet i en akademisk og intellektuel blindgyde, som japonismen kunne vise vejen ud af.

Japansk kunst blev en enorm inspirationskilde, som kunne frigøre Vestens forfattere og kunstnere fra deres fastlåste traditioner. De var kommet til et punkt i den kunstneriske udvikling, hvor de begyndte at søge tilbage til en oprindelighed, sanselighed, spontanitet og kreativ ekspressionisme.

Man skal give sig tid og ro til at glæde sig over alle disse grafiske skønheder og opdage lyset og rummet i dem. Man kan håbe på, at moderne kunstnere

endnu engang vil lade sig inspirere af store kunstnere som Utamaro (1753-1806), Hokusai (1760-1849) og Hiroshige (1797-1858). De står alle for sublim kunstnerisk talent og selv-disciplin, som ikke er adskilt fra menneskelig sensualitet.

De japanske træsnit er nemlig så grafisk fuldkomne, at moderne plakatkunstnere, tegneserie tegnere og grafikere må henrykkes ved at opleve dem på det så klassiske Glyptotek. Det er nu igen blevet tid til at studere den japanske æstetiks kvaliteter.

Man kunne i samme ånd håbe på, at der kunne komme en ny tid med interesse for den japanske Zen æstetiks spirituelle skønhed. Japans landskabs malerier, suibokuga malerier og te kulturens ting og sager har en spirituel dybde, som moderne vesterlandske kunstnere kunne blive meget inspireret af.

Jan Buhl forklarer, at de franske impressionister af japanerne lærte, hvordan man skaber lys i et billede. Man lader det hvide lærreds baggrund, det "materielle" rum, som også er et bevidsthedsrum, være den lyskilde og det interval, som naturens verden, skikkelserne og de menneske skabte ting svæver i. Det hvide lærred lyser op i formernes verden.

I Buddhismen siges det, at form er tomhed og tomhed er form. Disse modsætninger er ikke adskilte. Det hvide rum er som et spejl, som den levende og "flydende" verden afspejler sig i. Hvis himlen er mørk, og floden er blå, og bjergene udstråler lærredets hvidhed, er det naturligvis et snelandskab man ser på.

Der er en elegant stilhed i japansk kunstoplevelse. Man bliver ligefrem trukket ind i en særlig stemning og ser ligeså meget på baggrunden, som på de moderne damer. Man ser fisken og vandet samtidig. Det fjerne og nære er lige uundværlige i denne polære verden. Jeg tror, at det dybt tilfredsstillende ved japansk kunst er, at detaljerne er lig med helheden. Der er noget upartisk her. Alle ting viser sig, som de er i deres naturlige proportioner. De er vidt forskellige, men også ligeværdige.

Når man i Vesten fra 1600-tallet til midten af 1800-tallet fremstillede kobbertryk, tegninger og malerier af naturen, var det med et videnskabeligt ønske om at gengive livet så fotografisk nøjagtigt som muligt. Men i Østen iagttog kunstneren derimod nøje sit motiv og visualiserede derpå det essentielle ved sin iagttagelse. Det indre billede blev dernæst hurtigt malet, ofte med en enkel streg, som ikke kunne laves om eller rettes på. De

ønskede ikke at kopiere naturen, men at afbilde livets inderste væsen.